Randers Kommune har søsat et ambitiøst byudviklingsprojekt med byMUNCH ved roret. Hospitalsgade er i dag nedslidt og karakterløs, og målet er at omdanne gaden til et smukt og oplevelsesrigt gadeforløb med en genkendelig identitet og som på legende vis fører Randers Regnskovs besøgende ind til midtbyen. Projektet indeholder en række konkrete virkemidler i forhold til at sammentrække byen og skabe en ”elastik”, der får afstanden mellem regnskoven og midtbyen til at føles kortere. Dette gøres bl.a. ved at fysiske og visuelle barrierer opløses, og ved at der arkitektonisk og designmæssigt skabes et samlet sanseligt forløb. I gadeforløbet indlægges fysiske og interaktive oplevelsesposter, der appellerer til leg og læring. Der er afsat 5 mio. til projektet og der arbejdes i øjeblikket på at søge fondsmidler i håb om at tilføre projektet yderligere midler.