byMUNCH er stolte af at Anita Munch Jensen, indehaver af byMUNCH, for nyligt kunne tilføje ’akademisk fagdommer for DGNB Diamant’ til sin række af titler. Akademisk Arkitektforening har sammen med Green Building Council Denmark for et større kommende byggeri udpeget Anita Munch Jensen til at deltage i DGNB Diamant Trin 1 evaluering. Fagdommerevalueringen afvikles som en slags sparring og coaching og har til formål at give bygherre og arkitekt en række anbefalinger for at projektet kan opnå DGNB Diamant, når byggeriet er opført.
DGNB Diamant er en udmærkelse, som tildeles et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, og som allerede er DGNB-bæredygtighedscertificeret med sølv, guld eller platin. Udmærkelsen hviler på en to-trins evaluering, som har til formål at understøtte, tydeliggøre og fremhæve arkitektonisk kvalitet idet DGNB-certificerede byggeri.
Den danske version af DGNB Diamant vurderer, hvordan et projekt udvikler herlighedsværdier gennem behandlingen af sted, disposition og detaljering, med udgangspunkt i de klassiske arkitekturdyder funktionalitet, holdbarhed og skønhed. De klassiske dyder fortolkes i et bæredygtighedsperspektiv, der lægger vægt på, hvordan projektets udformning, materialevalg og brug over tid kan skabe kvaliteter, der bidrager markant til bygningskulturen.
Sammen med titlen som akademisk fagdommer vil igangværende og fremtidige projekter kunne se frem til en grundig og erfaren bedømmelse fra Anita samt resten af udvalget.
Fagdommerteamet på dette projekt har blandt andet bestået af Lars Juel Thiis og Rasmus Kierkegaard med Mathilde Landgren som repræsentant fra Green Building Council Denmark.